…et lille indblik i hvad der rører sig lige nu

Kære medlemmer af Grundejerforeningen Amtoft Sommerhusområde

Hermed et lille indblik i hvad der rører sig lige nu i vores forening.

Efteråret:

Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige tusind tak til de medlemmer der havde mulighed og lyst til at møde op til vores arbejdsweekend i efteråret. Selvom det var en våd fornøjelse gik snakken lystigt. Det er skønt at der er nogle der har lyst til at bakke op om vores område.

Generalforsamling:

På sidste generalforsamling blev der fremsat ønske om en varsling af fristen for rettidigt indkomne forslag.

Vi synes, at det en god ide, og gør derfor opmærksom på at fristen for forslag, der vil have mulighed for at komme til afstemning, er 1. april.

Forslag og gode ideer er i det hele taget meget velkomne på generalforsamlingen.

Der har af flere medlemmer været efterlyst mulighed for et socialt-komme-hinanden-ved-arrangement. Dette vil vi prøve at imødekomme til generalforsamlingen. Der vil være mulighed for at medbringe egen frokost/kaffekurv, og så kan vi spise sammen efter generalforsamlingen for de medlemmer der har lyst. Medbring madkurv og service. De der påtænker at benytte sig at denne mulighed, må meget gerne tilkendegive det. Så ved vi hvor mange borde vi skal stille frem.

Veje og stier:

I formandsberetningen ved generalforsamlingen sidste år gjorde vi opmærksom på mulighederne for, at få holdt veje og stier farbare i henhold til lokalplanen. Der er stadig visse steder, hvor stier og stikveje (vendepladser) ikke har den tilstrækkelige bredde.

Vi opfordrer grundejerne til at sørge for den nødvendige rydning af træer og buske, da vi ellers ser os nødsaget til, at benytte os af de muligheder der er til rådighed. Det vil sige, henvendelse til kommunen og overgivelse af problemet til dem.

Lokalplanen er udfærdiget af Thisted Kommune, og vi kan således kun opfordre til (nogenlunde) overholdelse af denne. I planen står, som de fleste er bekendt med, at stierne skal være 4 m brede, tilkørselsvejene 8 m brede og stikvejene skal have en bredde på 10 m.

Badebroen:

Tiden nærmer sig, for at vi igen skal have broen sat op, så vi alle kan få fornøjelsen af den gennem sommeren. Til opsætningen er der brug for et par ekstra hænder. Vi regner med at sætte den op i slutningen af maj/starten af juni. Vi er meget afhængige af vejret på dagen, og derfor vil vi høre om der er nogen der påtænker at være i området i perioden, og som har mulighed for at møde op i løbet af kort tid. Så må de pågældende meget gerne kontakte bestyrelsen. Og vi har samme behov for hjælp til efteråret når broen skal tages op igen.

Borde/bænke:

Vores borde og bænke er ved at trænge til en kærlig hånd og en klat maling. Måske kan dette klares samtidig med opsætning af broen. Er der nogle der brænder for at svinge en pensel og lidt hyggeligt samvær så hold jer ikke tilbage. Hvis der er andre der kunne have lyst til at se broen komme i vandet og få en snak, så tag gerne termokanden under armen og mød op.

Sct. Hans:

Vi ser frem til endnu en hyggelig aften, hvor vi mødes om bålet til fællessang og lidt til halsen efterfølgende. Her vil vi også minde om at det er helt ok at medbringe egen stol og evt. en kaffekurv hvis man lyster.

Slutteligt vil vi endnu engang opfordre alle til at komme med forslag, ønsker og ideer der ønskes behandlet på generalforsamlingen, eller i bestyrelsen.

Med venlig hilsen bestyrelsen