Amtoft sommerhusområde omfatter ca. 100 grunde. Det er beliggende i det vestlige Hanherred på Hannes, som oprindelig var en halvø i Limfjorden. I vore dage er området mod øst og vest omgivet af de store vejler med fuglereservater. En vejle er en gammel betegnelse for et lavvandet fjordområde med tilgrænsende strandenge og moser.
Før åbningen af den nuværende hovedvej A11 over vejlerne i 1967 var samfærdselen til Thy og især Hanherred både besværlig og til tider yderst farlig. Ved Feggesund, et par kilometer fra Amtoft, er der en helt moderne færgeforbindelse til Mors, og via hovedvejen kan man inden for ½ time nå henholdsvis Thisted, Fjerritslev og Løgstør.
Områdets beliggenhed giver vid udsigt ud over Limfjorden til Thy, Mors, Fur, Livø og Himmerland. Afstanden til Hanstholm og de mange små byer langs Vesterhavet og til Naturpark Thy er særdeles overkommelig, og landskabets særdeles skiftende karakter byder på virkelig mange storslåede naturoplevelser inden for kort afstand. Hertil kommer, at egnen har et aktivt kulturliv, som byder på mange muligheder.
Sommerhusområdet ligger i naturlig tilknytning til landsbyen Amtoft og Amtoft Havn, hvis historie gå tilbage til 1899, og som i mange årtier havde stor betydning for fiskeriet i Limfjorden og som anløbshavn for fragtskibe. Siden midten af 80’erne varetages det lokale fiskeri af ca.15 fritidsfiskere. Siden først i 80’erne har havnen gennemgået en omfattende renovering og fremtræder i dag med helt tidssvarende faciliteter. Havnen kan nu anløbes af større sejlskibe, skonnerter, skuder og turistbåde. Ved havnen er der en lille campingplads og en moderne købmandsforretning, som yder meget fin service og har gode åbningstider.
Amtoft er et spændende landsbysamfund med en meget aktiv lokalbefolkning, der på udmærket vis trives sammen med sommerhusfolk og områdets mange besøgende.